Følgende ejendomme blev udvalgt til præmiering i 2025
ØSTRE STRANDVEJ 33
Østre Strandvej er et særligt hus i Skagen. Huset er anderledes i sit arkitektoniske udtryk med inspiration fra sydtysk byggestil med frontispice og tagkvist bygget op i synlige bindingsværkskonstruktion.
Huset har længe trængt til en kærlig hånd, og det har det fået i form af en nænsom renovering med stor respekt for de oprindelige materialer og detaljering. Et flot og spændende hus i gaden som ellers består af mere traditionelle Skagens huse.
NØRREVÆNGET 4
Nørrevænget 4 er et meget velproportioneret og fint lille hus som man kan se der har været mange overvejelser omkring ift både renovering men og tilbygningers placering og materialevalg.
Et smukt stakit i kombination med klippede (rønne) træer indrammer både huset og en velproportioneret garagebygning i sortmalet træ.
En bagvedliggende værn i træ omkring terrassen skærer desværre huset lidt visuelt over. Kunne fx males hvidt for at gøre det mere neutralt?
DAPHNESVEJ 23
Huset overrasker meget ved at være splinternyt bygget i gammel klassisk stil. Det er velproportioneret, med materialevalg og detaljering i bedste kvalitet.
Huset er nænsomt indpasset i gaden og præmieres for sine gode proportioner og materialevalg.
Huset er bygget i den for Skagen så kendte stil som var udtryk for byggerier fra starten af 1900 tallet og falder derfor godt ind i gadebilledet, hvad angår proportioner og materialevalg.
SCT. LAURENTII VEJ 76
Den tidligere boghandel på Sct. Laurentii Vej er renoveret efter alle kunstens regler med fokus og respekt for materialevalg og detaljering.
Husets farver og fine vinduesdetaljering gør projektet til et fint eksempel på, hvordan man bør tilgå renovering af Skagens bygningskulturarv.